Utroskab, affærer og seksuelle sidespring er den største enkeltstående trussel for et parforhold. En femtedel af alle danske skilsmisser skyldes utroskab, viser en undersøgelse fra Danske Familieadvokater.
Krisens størrelse - og og hvor svært det er at få parforholdet til at overleve den - afhænger bl.a. af, hvor langt den ene af parterne er gået i intimiteten med en tredje person. Det, der opleves allerværst, er, når den utro partner har delt parrets egne, intime hemmeligheder med den tredje person, samtidig med at der har været seksuel kontakt. Det føles som en form for dobbelt forræderi. I sådan et tilfælde er faren for et endeligt brud mellem parterne overhængende, og der forestår et stort reparationsarbejde. Men det kan lade sig gøre, hvis begge parter virkelig ønsker at hele sårene og lægge det arbejde i det, som det kræver.
Utroskab er andet end sex
Det, som opleves som utroskab, kan også antage andre former. Det kan fx være, at den ene part i det skjulte har påfaldende hyppig kontakt med en bestemt person via sms, telefon, Facebook eller andre sociale tjenester på internettet. På ét eller andet tidspunkt kommer kontakten næsten uundgåeligt for en dag, og selv om der måske ikke har været seksuel kontakt med den tredje person, kan de sårede, jaloux følelser være meget stærke hos den, der pludselig opdager, at hans eller hendes kæreste har en fortrolig og dyb kontakt, som vedkommende måske selv savner i parforholdet.
Faresignal
Utroskab og affærer er under alle omstændigheder et alvorligt ”wake-up-call” for et parforhold. Et tegn på, at noget mangler i forholdet, og at der er fare for, at parterne glider væk fra hinanden. Men hvis man reagerer på dette wake-up-call, kan det i mange tilfælde lade sig gøre at komme igennem krisen og generobre intimiteten og den dybe kærlighed i parforholdet. Og det er slet ikke usædvanligt, at parret opnår et stærkere og dybere parforhold end nogen sinde før, hvis det formår at komme godt gennem krisen.
Ofte er det dog svært for parterne at kæmpe sig igennem krisen på egen hånd. For de vrede og sårede følelser er så stærke, at parret aldrig når at få de lange, stille snakke, som er en forudsætning for tilgivelse og en ny start. Den utro part er som regel skamfuld og tager i begyndelsen imod al vreden, men hvis krisen trækker ud, sætter en følelse af udmattelse ind. ”Jeg har jo fortrudt bitterligt og sagt undskyld mange gange. Nu kan jeg faktisk ikke rigtig holde til dine udbrud mere.”
Parterapi er en hjælp til par, der sidder fast i denne proces, og som trods krisen gerne vil hinanden. Flere og flere par vælger at forsøge denne udvej frem for at afbryde parforholdet.
Fakta om utroskab
- En tredjedel af alle voksne danskere har været utro (i nuværende eller tidligere parforhold).
- 38 procent forbinder utroskab med sex, men over halvdelen (52%) vurderer, at det også er utroskab når partneren chatter, sms’er, mailer, kysser eller holder i hånd med en anden partner.
Kilde: Danske Familieadvokater
© Nils Kristian Lind, Nils Lind Psykoterapi. Teksten er ophavsretligt beskyttet og må ikke kopieres eller gengives helt eller delvist uden skriftlig tilladelse.